Monday, January 29, 2007

Konkurrence - nyt navn til netværket

Som vi informerede om til det første netværksmøde, har styregruppen besluttet at vores navn ”Cph Females” skal ændres.

Det skyldes primært, at ordet ”Females” hos nogle vækker associationer om hygiejnebind, og at det i et lidt større perspektiv er geografisk begrænsende at bruge ordet”Cph”. Og da man jo både skal tænke stort og frem, er det mest fornuftige derfor at skifte navn, mens vi stadig kan.

Vi i styregruppen har derfor valgt at udskrive en konkurrence, om at finde på et nyt og fantastisk navn til vores netværk. Udover æren, kan man vinde en god flaske vin, som man jo så kan fejre sin sejr med!

Vi har gjort det hele meget let for dig, for du deltager nemlig ved at skrive dit forslag som en kommentar til dette indlæg, her på bloggen. Det er meget nemt, bare klik på "comments", her forneden af indlægget, skriv en kommentar indeholdende et eller flere forslag, din emailadresse, evt. hjemmeside og navn.

Og dermed ser vi frem til rigtig mange navne-forslag! Man øger sine chancer for at vinde, jo flere forslag man kommer med.

Konkurrencen løber de næste 14 dage, dvs. til og med tirsdag d. 13. februar. Herefter udvælger styregruppen tre forslag, som vi så stemmer på ved det efterfølgende netværksmøde i marts, hvor vi håber, at rigtig mange af de i alt 32 medlemmer vil deltage.


På vegne af styregruppen,

Maria Ørskov Akselvoll & Grith Lygum

Tuesday, January 23, 2007

Hvem er jeg?

Nu her, mens profilerne ikke er kommet op endnu, kunne det være spændende at høre lidt om hvem vi hver især er, her i netværket Cph Females.

Jeg starter gerne stafetten, og har man lyst, kan man så skrive lidt om sig selv og sende det til mig. Dejlige personlige indlæg, eller mere upersonlige, med det tema man nu vil lægge over, præcis som Rikke har gjort det omkring moderskab og karriere. Nu gør jeg det med temaet: Karriere, graviditet og barsel.

Navnet er Grith Lygum, jeg er 33 år gammel og bidt af litteraturens verden. Jeg har studeret litteraturvidenskab på KUA, og kom ud til arbejdsløsheden vinteren 2005. Tanken om selvstændig virksomhed havde ligget og luret længe, ikke mindst pga. www.bookworm.dk, et projekt min kæreste og jeg startede i januar 2005, som udsprang af 4 år som litteraturformidler på jubii.dk

For at gøre en lang historie kort, for jeg kunne jo blive ved og ved, så gik jeg på Parat 3 og udviklede på tankerne. Beslutningen om at starte en konsulentvirksomhed, der skulle bestå af en rådgivningsdel til forfatterspirer og andre skribenter, samt en videreudvikling af bogportalen www.bookworm.dk ( med fx netshop osv. ) var sådan set taget, og jeg havde mentalt forberedt mig på start, da min verden vendte, og prioriteringerne måtte lægges om.

Efter et par aborter i 2006, blev jeg nemlig igen i september 2006 gravid. Graviditeten har i de første par måneder været alt andet end den søde ventetid, og min kæreste og jeg opprioriterede at jeg skulle passe på mig selv og vores ønskebarn. Så det gør jeg nu. Kæresten starter vores virksomhed op i denne måned, men jeg er passiv partner indtil min barsel er slut engang i 2008.

Det er svært at stå på sidelinien, stige af ambitions-spiralen og kigge på, mens man passer på sig selv istedet. Men det er prioriteten. Mentalt skal jeg vænne mig til det, for tanken om det selvstændige liv var jo noget, der fyldte meget. Nu fylder maven istedet;-) og jeg tager mig selv i at have udskiftet foldere fra Skat omkring opstart af egen virksomhed, med "Vores børn" og kataloget fra Babysam. Projektet er ikke længere bøger, men barn. Til juli 2008, eller måske lidt før, kan jeg så tage fat på det andet igen, og hvor er det så heldigt at jeg har Maria Ørskovs speciale "Karriere eller familie? Ja tak, begge dele!" - så kan jeg se, hvad jeg bør gøre, og hvad jeg bestemt skal passe på med;-)
Gode råd? Erfaringer? Kan du relatere til dette indlæg og temaet?

Monday, January 15, 2007

Moderskab og karriere


Hej!


Sender lige her en ting som vi kan dele:




Kirsten Stendevad, som står bag denne hjemmside, er rigtig spændende. Hun er fremsynet, og deler ud af mange rigtig gode redskaber. Bla. omkring netværk. Hun har også udgivet en rigtig fin bog om moderskab og karrriere. Eller kvindelighed og karriere. Hun kunne være et oplagt emne til vores netværk.


KH Elene

Friday, January 12, 2007

Tanker efter en aften til netværksmøde i Cph Females

"Der er kun dig til at ændre det!"

Det er skægt som én sætning kan gøre hele forskellen. Den er lige i øjet, og den rammer dig.

Sådan en sætning oplevede jeg til netværksmødet i Cph Females tirsdag d. 9. januar. Temaet var "Kvinder, karriere og familie". ’Det er kun dig, der kan ændre det!’, står som skåret i neon på det inderste af pandelappen hos mig.

Ja – det er kun mig, der kan ændre det. Men for s…., hvor kan det være svært.

Mit valg om at gå selvstændig og være herre i eget arbejds-hus er et valg truffet på trods og af nød. Der skulle nemlig ændringer til. Og ja, det var kun mig flaskehalsen pegede på. En periode med for meget arbejde, utilstrækkelighed, dårlig samvittighed og depressionssygdom tvang mig i knæ. Jeg havde ellers det hele. Set udefra.

Jeg havde et godt lønnet job hos et velrenommeret konsulentbureau, tre drenge - alle i skole - og en dejlig mand med godt job og en arbejdsfordeling på 50/50 hjemme. Jeg fik meget anerkendelse fra venner, bekendte og kollegaer. Men... jeg var ikke glad. Faktisk var jeg rigtig, rigtig, rigtig trist, men jeg kunne ikke håndtere det. For jeg havde jo alt det, som man drømmer om.

Dog knækkede filmen. En dag glemte jeg at tage sko på, da jeg gik på arbejdet. Samme dag glemte jeg, hvor jeg skulle hente mine børn (kom faktisk tilfældigt til at gå hen på en kirkegård for at hente den yngste efter en turdag). Jeg kom buldrende ind til en anden elevs trommetime på musikskolen – og kunne ikke kende min søn (det var heller ikke min søn!). Samme dag arbejdede jeg til kl. 02 om natten, som alle andre dage i en lang periode. Næste dag tog jeg på arbejde og brød grædende sammen over computeren. Jeg blev på arbejdet den dag til kl. 20 og skiftevis arbejdede, tudede og tørrede øjne. Det var en fredag. I weekenden ringede til min chef og lagde mig syg - og ikke lang tid efter sagde jeg op.

Det var en svær beslutning. For det hele så jo så godt ud. Og det var mit drømmejob, som jeg havde kæmpet for at få. Nu stod jeg med ingenting. Ved nul. Det skulle der til – før jeg ’ændrede’ på det.

"Det er kun dig, der kan ændre det". Det er ikke altid så let, som det lyder. Nogen gange kræver det, at man kommer helt ud over kanten og ser ned i afgrunden, før man vågner og handler. Jeg har nu skabt mit eget job, mine egne vilkår. Jeg har haft virksomheden i ¾ år, og det er det fedeste, der er sket i mit arbejdsliv.

Jeg vil have brug for sætningen altid, tror jeg. For der vil opstå bakker, som ser svære ud af forcere, og der vil være afgrunde, som kalder på overgivelse. Men i sidste ende er der kun mig, som kan skabe det gode liv for mig. Det er på en gang skræmmende, men også en helt fantastisk styrke at vide det.

Af Rikke Alexandra Rasmussen
Kommunikationsrådgiver og fortæller
rar kommunikation

Der kan ikke kommenteres endnu, men har I kommentarer, så mail da til Rikke;-) (admin.)

Wednesday, January 3, 2007

Kvinder, familie og karriere - temamøde 9. januar 2007

Kære Females!

Så er tiden kommet, vores første temamøde nærmer sig, og vi samles nu på tirsdag, den 9. januar, fra kl.19-21.30, på Kigkurren i Cph Female Business´ lokaler, som vanligt ved netværksmøderne.
Aftenens tema er: Kvinder, familie og karriere

Kl. 19.00 Velkomst og medlemsinformation v/bestyrelsen. Indsamling af medlemskontingent (100 kr.) og tilmelding til planlægning af fremtidige temamøder.

Kl. 19.15 ”Karriere eller Familie? Ja tak, begge dele!” Oplæg v/Female Maria Ørskov Akselvoll, som er sociolog med speciale i aftenens tema. Hun vil fortælle om de fund, hun gjorde i sin speciale-undersøgelse om, hvordan kvindelige ledere kombinerer karriere og småbørns-familieliv.

Kl. 19.40 Fælles diskussion om aftenens tema v/Maria Ørskov Akselvoll

Kl. 20.10 Pause og networking: Vi går rundt og hilser på hinanden og networker, som vi har gjort ved tidligere møder.

Kl. 20.30 Rollemodel. Vi får besøg af en iværksætterkvinde, som selv har virksomhed og familie, og som kan fortælle os om sine erfaringer og måske give nogle gode råd. Navnet ligger ikke helt fast endnu.

Kl. 21.15 Spørgsmål til vores rollemodel.
Kl. 21.30 Vi afslutter.

Vi håber at se så mange som muligt til denne spændende temaaften. Tilmelding sker hurtigst muligt til grith@bookworm.dk , af hensyn til det praktiske i arrangementet.

Venligst og på vegne af styregruppen



Grith Lygum