"Der er kun dig til at ændre det!"
Det er skægt som én sætning kan gøre hele forskellen. Den er lige i øjet, og den rammer dig.
Sådan en sætning oplevede jeg til netværksmødet i Cph Females tirsdag d. 9. januar. Temaet var "Kvinder, karriere og familie". ’Det er kun dig, der kan ændre det!’, står som skåret i neon på det inderste af pandelappen hos mig.
Ja – det er kun mig, der kan ændre det. Men for s…., hvor kan det være svært.
Mit valg om at gå selvstændig og være herre i eget arbejds-hus er et valg truffet på trods og af nød. Der skulle nemlig ændringer til. Og ja, det var kun mig flaskehalsen pegede på. En periode med for meget arbejde, utilstrækkelighed, dårlig samvittighed og depressionssygdom tvang mig i knæ. Jeg havde ellers det hele. Set udefra.
Jeg havde et godt lønnet job hos et velrenommeret konsulentbureau, tre drenge - alle i skole - og en dejlig mand med godt job og en arbejdsfordeling på 50/50 hjemme. Jeg fik meget anerkendelse fra venner, bekendte og kollegaer. Men... jeg var ikke glad. Faktisk var jeg rigtig, rigtig, rigtig trist, men jeg kunne ikke håndtere det. For jeg havde jo alt det, som man drømmer om.
Dog knækkede filmen. En dag glemte jeg at tage sko på, da jeg gik på arbejdet. Samme dag glemte jeg, hvor jeg skulle hente mine børn (kom faktisk tilfældigt til at gå hen på en kirkegård for at hente den yngste efter en turdag). Jeg kom buldrende ind til en anden elevs trommetime på musikskolen – og kunne ikke kende min søn (det var heller ikke min søn!). Samme dag arbejdede jeg til kl. 02 om natten, som alle andre dage i en lang periode. Næste dag tog jeg på arbejde og brød grædende sammen over computeren. Jeg blev på arbejdet den dag til kl. 20 og skiftevis arbejdede, tudede og tørrede øjne. Det var en fredag. I weekenden ringede til min chef og lagde mig syg - og ikke lang tid efter sagde jeg op.
Det var en svær beslutning. For det hele så jo så godt ud. Og det var mit drømmejob, som jeg havde kæmpet for at få. Nu stod jeg med ingenting. Ved nul. Det skulle der til – før jeg ’ændrede’ på det.
"Det er kun dig, der kan ændre det". Det er ikke altid så let, som det lyder. Nogen gange kræver det, at man kommer helt ud over kanten og ser ned i afgrunden, før man vågner og handler. Jeg har nu skabt mit eget job, mine egne vilkår. Jeg har haft virksomheden i ¾ år, og det er det fedeste, der er sket i mit arbejdsliv.
Jeg vil have brug for sætningen altid, tror jeg. For der vil opstå bakker, som ser svære ud af forcere, og der vil være afgrunde, som kalder på overgivelse. Men i sidste ende er der kun mig, som kan skabe det gode liv for mig. Det er på en gang skræmmende, men også en helt fantastisk styrke at vide det.
Af Rikke Alexandra Rasmussen
Kommunikationsrådgiver og fortæller
rar kommunikation
Friday, January 12, 2007
Tanker efter en aften til netværksmøde i Cph Females
Der kan ikke kommenteres endnu, men har I kommentarer, så mail da til Rikke;-) (admin.)
Posted by
Cph Females
at
09:41
Subscribe to:
Comment Feed (RSS)
|