Friday, March 2, 2007

Har iværksættere brug for hjælp?

Og i hvor høj grad, har de/vi brug for hjælp?


I forhold til vores kommende tema om coaching for iværksættere, kunne det være interessant at høre fra jer kvinder i netværket, hvad I har brug for som iværksættere, hvilken hjælp I har fundet frem til, og hvilken hjælp det til stadighed kniber med at finde?


Danmark priser sig jo af at være det her positive iværksætterland, men er realiteterne rent faktisk sådan? Mærker du noget til det i din business? Er det bar´blær fra regeringens side, eller måske snarere en hjælp, der kun gives til det sprudlende erhvervsliv, altså i forbindelse med iværksættere, der eksporterer og handler med udlandet?


Hvad er dine erfaringer? Har du fået dækket alle dine behov gennem kurset hos Cph Female Business? Er du blevet taget positivt imod hos Skat og andre mere eller mindre halvoffentlige institutioner, du eventuelt har været i kontakt med? Har det været nemt for dig, at komme videre fra a til b, fra eventuelt arbejdsledig til virksomhedsejer?


Personligt havde jeg glædet mig, til at starte op som iværksætter, men fik blankt nej hos min a-kasse til støtte i starten, fordi der på det tidspunkt var 6 måneder, til jeg skulle på barsel, og fordi man ifølge Ase ikke må eje virksomhed, når man går på barsel. Fair nok, man må ikke tjene penge under barsel, det forstår jeg, men hvorfor i alverden må jeg ikke bruge 6 måneder på en konstruktiv måde, og så lade min virksomhed stå passivt hen under barsel? Det må vel være mit valg og mit ansvar i forhold til eventuelle kunder og forpligtelser, eller?


Måske jeg bare klynker, og burde være brudt ud af dagpengesystemet og være startet op allligevel? Den mulighed var der skam. Men hvad skulle jeg så stille op med min virksomhed, når jeg skulle overgå til barselsdagpenge? Ja, det er et prioritetsspørgsmål, et spørgsmål om man kan klare sig uden økonomisk støtte i starten, eller fx. under barsel.


Hvordan er du startet op som iværksætter, og hvor meget støtte har du mødt på din vej?
Iværksætter- og spæde forårshilsner
Grith Lygum