Skrevet af: Grith Lygum
Erhvervsbladet har fokus på iværksætteri. Hanne Hansen giver et ord med på vejen, og det gør hun godt! Læs mere her. Som Hanne kommer ind på, så ser iværksætterkvinder projektet som en succes, hvis der er harmoni over hele linien, det vil sige også på familiefronten. Og her var det, at tankerne virkelig begyndte at boble frem hos undertegnede.
Her starter så en hel anden debat, for hvorfor er der stadig ikke ligestilling på den front? Det er stadig kvinderne, der slæber det tunge læs, når det handler om barsel og afkald på karriereårene. Hvorfor? Fordi vi er bedst til det? Fordi vi føler os kaldet til det? Fordi vi tjener mindst?
Vi kommer ikke udenom, at mændene ikke kan amme. Den sag er indiskutabel. Og amningen er den gode start på livet, som man siger. For dem, der er så heldige, at det fungerer. Men når vi er kommet ud over dette, er det så ikke mindst økonomien, der opstiller barrieren? Eller er det fordi farmand ikke gider gå hjemme? Eller vil mor ikke give afkald på dominansen på hjemmefronten?
Personligt ved jeg, at de børn, jeg gerne vil have, og den barsel, jeg gerne vil tage, kommer til at koste mig en del år på karrierekontoen, med andre ord, succeen for min kommende virksomhed vil hejse sig og dale igen, pga. netop barsel.
Og det, netop fordi manden her i huset hiver to normalindtægter hjem, og dermed er en uundværlig indtægtskilde. Det kan jeg ikke hamle op med økonomisk. Men, hvis han fik betalt barsel fra sin arbejdsplads, ja så ville jeg da næppe tøve, og vi ville helt sikkert fordele barslen lidt mere fifty fifty. Som det ser ud nu, vælger han de der 2 x 14 dage, de kan tage med betalt løn på hans arbejdsplads. Jeg ser allerede i fremtidsspejlet, at det er "mor" her, der kommer til at tage barsel med de kommende børn. Det er ikke for at klynke, og jeg vil ikke undvære at give mine børn en god start på livet med både amning og barsel, men det er da ikke helt fair, er det?
Hvad er din holdning? Hvordan har du gjort det? Og mener du, at ligestillingen på feltet omkring karriere og barsel er ok?
Bland dig i debatten:-)!
|